
Eventgruppen til Farmers Market i Københavnh, hvor 40 papmachéhøns illusterer, hvor meget meget plads de forskellige høns har at leve på.
Papmachéhøns og en to meter høj lysende gulerod er nogle af
virkemidlerne, når frivillige ildsjæle fra Økologisk Landsforening
gennem sjove og opsigtsvækkende aktiviteter spreder det økologiske
budskab ved markeder, messer og andre begivenheder.
- Vi vil gerne give forbrugerne information om økologi på en ny
måde. Ved at skabe sjove og overraskende oplevelser for folk,
henvender de sig ofte selv for at få mere at vide, fortæller
Kenneth Jørgensen, kontaktperson for Eventgruppen på
Sjælland.
50 interesserede på generalforsamling
Mere end 50 interesserede medlemmer var mødt op til temamødet
"Frivillig i Økologisk Landsforening - sådan!" på Økologisk
Landsforenings generalforsamling i weekenden for at høre mere om
arbejdet som frivillig. Kenneth Jørgensen fortæller, at hans
motivation for at kaste sig ud i det frivillige arbejde er et ønske
om at øge forbrugernes bevidsthed og glæden ved at møde nye
venner.
- Jeg tror desværre ikke, at forbrugerne er opmærksomme på,
hvilken indflydelse de har. De varer, vi putter i indkøbskurven,
kan være med til at ændre den verden, vi lever i. Derfor er det en
god oplevelse for mig, at være med til at give folk viden om
økologi - og så er det sjovt at være en del af et fællesskab, at
være sammen om en fælles god sag og møde nye venner.
Stort behov for viden om økologi
Kirsten Sivertsen, der også er med i Eventgruppen, har sammen
med sin mand drevet økologisk landbrug med malkekvæg i 12 år. Hun
oplever - ligesom Kenneth - et stort behov for viden om økologi, og
opfordrer sine kollegaer i landbruget til også at deltage i
informationsarbejdet.
- Mange af de mennesker, vi møder, ved overraskende lidt om
økologi og landbrug i det hele taget. Jeg vil meget gerne være med
til at oplyse om, hvordan vi økologer driver landbrug, og de
fordele økologien har for sundhed, miljø og dyrevelfærd. Det er en
god oplevelse at mærke, at folk tager den nye viden til sig, og jeg
tror, at det breder sig som ringe i vandet.
Eventgruppen på Sjælland mødes hver anden måned. Gruppen har
derudover deltaget i fem arrangementer siden maj 2009 - blandt
andet Økologisk Høstmarked og Kulturnat i København.
Bliv frivillig!
Økologisk Landsforening er i fuld gang med at udbygge tre
netværk af frivillige, som er villige til at rykke ud og hjælpe til
ved forskellige events - et netværk på Sjælland, på Fyn og i
Jylland. Du kan allerede være med som frivillig på en gård til
Økodag 2010, dagen hvor køerne kommer på græs for første gang efter
en vinter i stalden. Du kan også blot tilkendegive dit ønske om at
være med fremover. Det er op til dig, hvor aktiv du ønsker at
være.
Klik dig ind her: http://kortlink.dk/frivilling/7hpp og meld dig
til. Du vil modtage nærmere information cirka 14 dage efter, og vi
vil herefter invitere dig til at deltage som frivillig i vores
arrangementer - blandt andet Økodag og De Økologiske
Høstmarkeder.
På www.okologi.dk/aktiv har vi desuden samlet flere forslag til,
hvordan du kan være med til at fremme økologien. |