RSS

Del

Genmodificeret mad, økologi, U-lande og sult

Genmodificerede afgrøder (GMO) bliver udpeget som vejen til bekæmpelsen af sult i verdens fattige lande. Men argumenterne for GMO i U-lande er ikke tilstrækkeligt dokumenterede. Forskningen peger derimod på økologiske metoder som vejen frem.

Verdens sultproblemer kan ikke undervurderes. Der er brug for en hurtig og effektiv indsats. Det kan ikke gå stærkt nok, hvis vi både skal nå FN´s 2015-mål om bekæmpelse af sult og forholde os til, at verdens befolkning i 2050 er 50 % større end i dag. Vi må producere mere ernæringsrigtig mad og fordele den bedre. Det er nemlig paradoksalt, at der i verden er mange mennesker, der sulter, mens der samtidig er mennesker, der lider af overvægt, livsstilssygdomme og forkert ernæring.

Det kan være fristende at se GMO og ny teknologi som løsningen på verdens sultproblemer. Det gør bl.a. den anerkendte forsker og landbrugsøkonom Per Pindstrup-Andersen i Danidas blad "Udvikling" nr. 1 2010 under overskriften "Umoralsk at nægte U-landene adgang til gensplejset mad".

Problemet er imidlertid, at det er utroligt snævert at anse ny GMO-teknologi med tilhørende brug af kemiske sprøjtemidler som den vigtigste vej i bekæmpelsen af sult, når vi allerede i dag med skånsomme økologiske metoder har mulighed for at brødføde selv en stigende verdensbefolkning uden det går ud over miljøet eller fattige landmænd, som bliver afhængige af GMO-industrien.

Større udbytter med økologi i U-lande

Det er allerede grundigt dokumenteret, at økologiske metoder kan være med til at brødføde en stigende befolkning i u-landene. I 2006 har Per Pindstrup-Andersen selv udtalt sig herom i avisen Økologisk Jordbrug:

- Jeg har tidligere afvist, at det ville være muligt at brødføde verden uden brug af kunstgødning og pesticider, men jeg begynder så småt at ændre holdning. Hvis man indfører økologiske metoder i U-landene, vil man ofte kunne fordoble og i nogle tilfælde tredoble udbytterne i forhold til de udbytter, man opnår i øjeblikket".

De væsentligste grunde er, at de økologiske dyrkningsmetoder begrænser jorderosion, tilfører jorden frugtbarhed ved at øge humus-indholdet, og der arbejdes med naturen ved at plante forskellige afgrøder ind imellem hinanden, som virker begrænsende på både skadedyr og ukrudt (alsidigt sædskifte). Der benyttes også lokale afgrøder, som er mere fornuftigt end import af GMO-sorter, som er udviklet til at leve under helt andre betingelser. Langt størstedelen af alle GMO-sorter adskiller sig endvidere fra andre afgrøder udelukkende ved, at de kan tåle sprøjtemidler.

Styrken ved at vælge økologiske metoder frem for GMO er blevet bekræftet i flere nye undersøgelser. I den globale videnssyntese om landbrug og fødevareforsyning i u-lande (FN´s landbrugsbrugs-videnskabelige panel, IAASTD, 2008) er konklusionen, at GMO planter ikke vil have stor effekt på produktion af mad i verdens fattigste lande. Langt vigtigere er en regionstilpasset landbrugsforskning, rådgivning af småbønder og udbredelse af økologiske produktionsmetoder. Det samme billede ses i en rapport fra verdens fødevareorganisation FAO fra 2007, hvor det i et studie af 1,6 mio. småbønder i Afrika konkluderes, at økologiske produktionsmetoder giver mere mad og udvikling i verdens fattigste regioner.

GMO skaber afhængighed

En satsning GMO-afgrøder vil skabe en stor afhængighed hos verdens fattigste bønder. Bønderne er tvunget til at købe patenteret såsæd hos agro-industriens firmaer, som hovedsageligt kommer fra USA og Europa. GMO-frø sælges ofte til tre-fire gange den normale pris for lokalt tilpasset såsæd med gældsætning og titusindvis af ruinerede landmænd til følge. Udviklingen af lokale tilpassede dyrkningsmetoder vil derimod styrke landmændene og deres familier og ofte påvirke familiemønstre og lokalsamfund positivt, fordi det er en stor fordel at arbejde sammen om den økologiske produktion.

Per Pindstrup-Andersen fremfører i Udvikling nr. 1, at "det er enestående, at en ny teknologi ikke har nogen som helst negativ bivirkning". Det er en meget dristig konklusion. Vi kender nemlig ikke de utilsigtede sundhedsmæssige og miljømæssige konsekvenser ved at bruge GMO. GMO-industrien har nemlig givet sig selv vetoret over uafhængige forskeres arbejde. I et årti har firmaer som Monsanto, Pioneer og Syngenta eksplicit forbudt brugen af deres udsæd til nogen form for uafhængig forskning. Forskerne kan derfor ikke undersøge, om genetisk modificerede afgrøder leder til utilsigtede miljøeffekter. Tilmed har GMO-industrien forhindret publiceringen af negative resultater fra egne forskere (Scientific American, August 2009).

Vi bør tænke os om

Danmark har allerede sagt ja til GMO med Fødevareministeriets Videnssyntese om GMO fra 2009. Spørgsmålet er, om Per Pindstrup-Andersen, EU og den danske regering ikke bør tænke sig om en ekstra gang og komme med en saglig vurdering, der inkluderer de seneste undersøgelser om GMO og økologiske metoder i U-landene?

Vi dør ikke af at spise genmodificeret mad, og økologiske metoder løser naturligvis ikke alle årsager til sult (f.eks. krig og manglende veje). Men i modsætning til et snævert fokus på gensplejsning af enkelte planter, tager økologiske metoder fat i hele produktionssystemet, så der kommer bedre jord, bedre afgrøder, bedre indtægter, bedre miljø og - som det vigtigste - bedre landmænd ud af det.

Kilder: Global Development of Organic Agriculture: Challenges and Promises, N.Halberg m.fl., CABI Publishing 2006, Organic agriculture and the global food supply, C.Badgley m.fl., Renewable Agriculture and Food Systems, Cambridge University Press 2007, Organic Agriculture and Food Security", FAO 2007, "The International Assessment of Agricultural Knowledge, Science and Technology for Development" (IAASTD), United Nations 2008.