Den landbrugsfaglige udfordring er især at håndtere dyrkningen
på sådan en måde, at man opnår en balance, hvor størrelsen af
udbytte og kerner bliver så stort som muligt, samtidig med
proteinindholdet i kernerne holdes nede omkring de 11
procent.
Trods al landbrugsfaglig omhu og dygtighed kan det alligevel ske,
at balancen tipper til den ene eller anden side, for eksempel på
grund af vejret i dyrkningssæsonen.
Råder til kontraktavl
Grovvareselskaberne anbefaler, at man allerede inden køb af
såsæd sikrer sig, at høsten kan afsættes til maltbygpris, forudsat
kvalitetskravene kan opfyldes.
Man kan selvfølgelig også spille højt spil ved at dyrke uden
kontrakt og i stedet håbe på en høj pris på det frie marked.
Hvis høsten kasseres som maltbyg, må den sælges som foderbyg, og
prisen bliver dermed normalt lavere.
Europæiske og amerikanske regler
Danske økologiske avlere skal selvfølgelig følge
økologi-reglerne, som de er beskrevet i Plantedirektoratets Vejledning om økologisk
jordbrugsproduktion.
Derudover er der hos nogle malterier og grovvareselskaber krav
eller ønske om, at kornet også er certificeret efter de amerikanske
økologiregler, kendt som NOP (National Organic Program). Ikke fordi
malten nødvendigvis skal eksporteres til USA; men malterierne vil
gerne have muligheden.
NOP-reglernes indhold og kontrol
NOP-reglerne svarer i store træk til EU's økologi-regler, men på
en del punkter er de lidt strammere. Blandt andet indeholder
NOP-reglerne disse bestemmelser:
- Marken skal have været økologisk kontrolleret i mindst tre
år.
- Der skal føres logbog over al aktivitet på NOP-godkendte marker
- jordbehandling, såning osv.
- Der må ikke tildeles gylle eller anden form for ikke fuldt
omsat gødning senere end 90 dage før høst.
Kontrolleres af Plantedirektoratet
Hos danske landmænd er det Plantedirektoratet, der udfører
NOP-kontrollen på vegne af USA's landbrugsministerium. Det sker
normalt i forbindelse med den almindelige økologi-kontrol.
Du kan læse mere om NOP-reglerne på en særlig underside til Plantedirektoratets
hjemmeside.