Annonce

SPØRGSMÅL og SVAR om økologi i daginstitutioner

Her kan du finde svar på en række af de mest almindelige spørgsmål om økologi og den ny madordning.

Print

SPØRGSMÅL: Hvorfor servere økologisk mad i daginstitutionerne?

SVAR: Der er mange gode grunde til at få økologi på bordet i daginstitutionerne:

  • Vores børn får mad uden rester af sprøjtegift
  • Vores børn får rene varer uden sminke
  • Vores børn får mad med flere sunde stoffer
  • Vi er med til at sikre bedre dyrevelfærd
  • Vi er med til at sikre grundvandet og bevare en rig og ren natur

 

SPØRGSMÅL: I forvejen har daginstitutionerne en stram økonomi. Hvordan skal de få råd til en økologisk madordning?

SVAR: At indføre økologisk mad kræver viden, opbakning og nye vaner, men selve maden behøver ikke være dyrere end ikke-økologisk mad. Alt afhængig af udgangspunktet kan det lade sig gøre for en institution at tilbyde børnene et sundt, varieret og lækkert måltid mad med en høj økologiprocent, for samme beløb som et ikke-økologisk måltid. Der er masser af eksempler på institutioner, som serverer måltider med en høj andel af økologi uden merudgifter. Men der skal naturligvis være et godt udgangspunkt for i det hele taget at kunne lave mad af ordentlig kvalitet - økologisk eller ej.

 

SPØRGSMÅL: Bliver det ikke alt for ressourcekrævende og omstændeligt at indføre økologisk mad?

SVAR: Det kræver en indsats, som handler om:

  • At sammensætte måltiderne, så de følger sæsonen, hvor de friske råvarer er bedst, mængden størst og prisen lavest.
    • At bruge flere råvarer og mindre hel- og halvfabrikata og lave flere ting fra bunden
    • At bruge flere grøntsager, mere brød/gryn og mindre kød
    • At minimere spild.

 

SPØRGSMÅL: Har alle institutioner forudsætninger for at indføre en økologisk madordning?

SVAR: At øge økologiprocenten kan lade sig gøre i alle daginstitutioner. Det er ikke nødvendigvis et spørgsmål om at gå fra 0 til 100 procent økologi. Der er mellemveje, og der er veje til mere økologi for alle institutioner uanset:

  1. Om alt mad laves i institutionens eget køkken
  2. Om alt fås udefra
  3. Eller en kombination af de to ordninger

 

SPØRGSMÅL: Kræver det ikke specielt uddannet personale at have økologiske madordninger?

SVAR: Nej, men det kræver inspiration, nye vaner og viden om råvarer. Økologisk Landsforening kan henvise til konsulenter, som rådgiver om, hvordan man indfører økologi i køkkenet. Flere institutioner har allerede gjort det - og alle kan gøre det.

 

SPØRGSMÅL: Kan man bruge erfaring fra andre kommuner, som har indført økologiske madordninger?

SVAR: Ja, der er masser af erfaring at hente fra andre kommuner. For eksempel har alle Green Cities kommunerne, som blandt andre København, Herning, Kolding og Albertslund, målsætninger om 75 procent økologi i alle offentlige institutioner i 2012. Også Odense og Køge besluttede i efteråret 2009, at maden i daginstitutionerne skal være økologisk. Læs mere om Green Cities på: www.dogme2000.dk

 

SPØRGSMÅL: Hvad skal man være opmærksom på? Hvad er de største udfordringer ved økologisk madordning?

SVAR: Vær opmærksom på spild. Anvend årstidens grøntsager, genbrug eventuelle madrester, lav så meget som muligt fra bunden, f.eks. brød. Spis mindre kød og brug billigere udskæringer, brug bønner/ linser.

 

SPØRGSMÅL: Bliver vores børn mætte / får de mad nok, hvis der skal bruges penge på økologisk mad?

SVAR: Børnene bliver selvfølgelig mætte. Der bliver ikke mindre mad, fordi man vælger økologi. Måltidet bliver bare sammensat anderledes. Ofte giver omlægning til økologi også en øget bevidsthed om spild, således at man reducerer overforbrug og dermed smider mindre mad ud. Desuden får børnene flere grove grøntsager, grød og groft brød, bønner, linser osv., alt sammen noget, der mætter godt. Se Fødevarestyrelsens mængdeanbefalinger her

 

SPØRGSMÅL: Kan vi sikre, at børnene får en varieret kost, hvis institutionerne indfører økologiske madordninger?

SVAR: Når man spiser efter årstiden, skaber det automatisk variation i kosten. Samtidig kan en økologisk omlægning inspirere til at bruge nye råvarer, som f.eks. bønner og linser, nye grøntsager osv., som også øger variationen.  Omlægning til økologi betyder også ofte, at der hyppigere er fisk på menuen, helt i tråd med de officielle kostråd.

 

SPØRGSMÅL: Er økologisk mad sundere for vores børn end almindelige fødevarer?

SVAR: En større europæisk undersøgelse har netop vist, at der generelt er flere vitaminer og antioxidanter i økologiske grøntsager som f.eks. kål, salat, tomater og kartofler. Desuden indeholder øko-mælk generelt mere Omega-3 og andre gode fedtsyrer end ikke-økologisk mælk.

Desuden er der mange ting, økologiske varer IKKE indeholder: F.eks. rester af sprøjtegift og 321 tilsætningsstoffer, som man ikke kender langtidseffekten af. Mange vælger økologi for at slippe for disse stoffer i maden.

 

SPØRGSMÅL: Er der nogen organisationer, virksomheder, foreninger eller landmænd, som har interesse i, at der indføres økologisk frokostordninger i daginstitutionerne?

SVAR: Økologisk Landsforening står bag denne kampagne, som er støttet af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Formålet med kampagnen er at oplyse og informere beslutningstagere, så de er i stand til at træffe de rigtige valg, når det gælder børns sundhed og miljøet.

 

SPØRGSMÅL: Hvad med alle de økologiske fødevarer, som ikke er fra Danmark - er der samme høje krav til dem?

SVAR: 85 procent af den økologi, der bliver spist i Danmark, er dansk produceret og vi har et unikt godt kontrolsystem her i landet i Plantedirektoratet. Det kan forbrugeren trygt stole på. Det, at der bliver opdaget nogle få tilfælde af snyd om året, viser netop, at kontrollen virker og at snyderne bliver opdaget.

De sidste 15 procent af vores økologiske fødevarer er importeret. Her stoler vi på udenlandske kontrolsystemer plus den stikprøvekontrol, som Fødevarestyrelsen står for. (Fødevarestyrelsen tager 80-100 stikprøver om året af de importerede varer og finder kun problemer , som ofte skyldes uheld, i 2-3 stykker)


SPØRGSMÅL: Kan vi garantere, at børnene får nok frugt og grønt, hvis vi kun går efter de økologiske varer?

SVAR: Ja, det er muligt at få økologisk frugt og grønt året rundt. Sørg for at spise de grøntsager, der er i sæson.

 

SPØRGSMÅL: Er der ikke andre faktorer end økologi som spiller en stor rolle, når vi diskuterer sund mad i daginstitutionerne?

SVAR: Jo, børenes mad skal sammensættes sundt og varieret, som Fødevarestyrelsen anbefaler.  Men det er også vigtigt, at maden ikke indeholder spor af sprøjtemidler og andre sundhedsskadelige stoffer. Det kan man undgå ved at servere økologisk mad, som naturligvis skal leve op til anbefalingerne om den sunde kostsammensætning.

okobarn.nu logo

 

 

 

Annonce

 

Seneste nyheder

12. juli 2010Indsatsen for økologisk mad i daginstitutionerne fortsætter. Over 200 deltog i spørgeskemaundersøgelsen! Tak for de mange svar og gode input vedrørende økologi ...

12. juli 2010Anne Birgitte Agger har skrevet en kronik i Politiken om den store madkulturkamp...

12. juli 2010Er der behov for ny inspiration til maden i institutionen? Så tjek Hotel- og Restaurantskolens kurser ud...